---
title: "C6.2: Cirkulær økonomi integreret i kommunernes økonomiske processer"
description: "Læs om delprojekt C6.2 hvor der skal udvikles miljøregnskab og analytiske værktøjer, som skal bidrage til et mere nuanceret beslutningsgrundlag."
date: "2026-09-10"
created: "2025-10-20"
---

[Hjem](https://cebw.silkeborg.dk/)

                    [Projekter](https://cebw.silkeborg.dk/projekter)

                    [Forebyggelse](https://cebw.silkeborg.dk/projekter/forebyggelse)

                [C6.2: Cirkulær økonomi integreret i kommunernes økonomiske processer](https://cebw.silkeborg.dk/projekter/forebyggelse/c62-cirkulaer-oekonomi-integreret-i-kommunernes-oekonomiske-processer)



# C6.2: Cirkulær økonomi integreret i kommunernes økonomiske processer

Læs om delprojekt C6.2 hvor der skal udvikles miljøregnskab og analytiske værktøjer, som skal bidrage til et mere nuanceret beslutningsgrundlag.

## Om delprojektet

I projektet C6.2 bliver Gentofte Kommune klædt på til at inkludere cirkulær økonomi i kommunens centrale beslutningsprocesser. I projektet udvikles et miljøregnskab med fokus på materialeaftryk og cirkulær økonomi. Derudover skal kurser, analytiske værktøjer og procesdokumenter være med til at understøtte et mere nuanceret beslutningsgrundlag.

Økonomiforvaltningerne i de danske kommuner har brug for at blive opkvalificeret, så fokus på og forståelse af cirkulær økonomi bliver en både integreret og naturlig del af den økonomiske beslutningsproces.

Allerede i dag skal kommunerne træffe en lang række valg, som vil få både stor økonomisk betydning og potentielle klima- og miljømæssige konsekvenser. Det er et stort ansvar, som påhviler kommunerne, og der er i høj grad behov for konkret understøttelse af disse beslutningsprocesser i form af viden, værktøjer og beregningsmodeller.

## Step-by-step guide til cirkulær økonomi

Blandt outputtet fra dette delprojekt vil være et miljøregnskab (bagudrettet opgørelse) og et miljøbudget (fremadrettet budget), som vil være integreret med kommunernes eksisterende økonomistyring, budget- og regnskabspraksis og kontoplaner. Det er essentielt, at forholdet mellem økonomi (kroner og ører) på den ene side og miljøeffekter (materialeaftryk og cirkularitet) på den anden side er transparent.

 Projektet udvikler procesdokumenter, interaktive dashboards til aflæsning af materialeaftryk og cirkulær økonomi, konkrete KPI’er til opfølgning og monitorering og ikke mindst et nøje tilrettelagt opkvalificerings- og kompetenceudviklingsforløb for relevante medarbejdere både i administrationen, ledelsen og direktionen samt udvalgte repræsentanter for økonomiudvalg og kommunalbestyrelse.

Interviews med praktikerne og interessenter som KL, Concito og andre dagsordensættende aktører vil indgå i forarbejdet og udviklingen af både værktøjer, beregningsmodeller og uddannelsesforløb.

Forventningen er, at 4-6 kommuner eller andre offentlige institutioner tilknyttes projektet som deltagerkommuner for at sikre en bred anvendelighed af projektets resultater i praksis.

En vigtig del af projektets output vil være et roadmap, som tegner en synlig køreplan for arbejdet med miljøregnskaber og cirkulær økonomi. Roadmappet vil blive udformet, så det kan kopieres af andre kommuner og regioner.

## TORUS giver et helhedsorienteret beslutningsgrundlag

![](https://cebw.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/156c2f33-bced-4f01-83e7-58dc47e78b62?width=800)

Projektet har udviklet beslutningsstøtteværktøjet TORUS, som konkret understøtter den kommunale budget- og beslutningsproces ved at synliggøre økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af forskellige beslutningsscenarier.

Mange kommunale beslutninger har konsekvenser, der rækker langt ud over det område, de umiddelbart handler om. En løsning, der reducerer CO₂-udledningen, kan eksempelvis påvirke borgernes trivsel, biodiversiteten eller andre samfundsmæssige forhold. Derfor er der behov for beslutningsværktøjer, som kan understøtte et mere helhedsorienteret perspektiv.

Som en del af projektet er beslutningsstøtteværktøjet TORUS blevet udviklet. TORUS hjælper kommuner og regioner med at kvalificere beslutninger ved systematisk at belyse konsekvenser på tværs af økonomiske, miljømæssige og sociale dimensioner.

Værktøjet er udviklet med afsæt i de planetære grænser, principperne bag cirkulær økonomi og forståelsen af det sociale fundament for menneskelig trivsel. TORUS understøtter dermed arbejdet med at skabe menneskelig trivsel inden for planetens grænser.

TORUS er ikke udviklet for at levere det rigtige svar, men for at sikre, at de rigtige spørgsmål bliver stillet. Værktøjet giver et visuelt overblik og et fælles sprog for dialog, prioritering og udvikling, så beslutningstagere lettere kan identificere løsninger, der skaber størst mulig værdi på tværs af forskellige hensyn og interesser.

### En enkel metode med stor anvendelighed

TORUS er udviklet til at være intuitivt og nemt at anvende. Erfaringer fra testforløb i flere kommuner viser, at en indledende screening af en sag ofte kan gennemføres på omkring en time, inklusive klargøring af casen.

Metoden bygger på en kvalificeret vurdering af, hvordan en løsning påvirker forskellige områder. Positive effekter markeres grønt, neutrale effekter gråt og negative effekter rødt. Resultatet er et let forståeligt visuelt overblik, som kan supplere traditionelle beslutningsoplæg og skabe et bedre grundlag for dialog både administrativt og politisk.

### Udviklet i Gentofte Kommune - på vej til resten af landet

TORUS er udviklet i Gentofte Kommunes Økonomi og Personaleafdeling i samarbejde med partnere i Circular Economy Beyond Waste, danske vidensinstitutioner og organisationer samt Doughnut Economics Action Lab (DEAL).

Værktøjet anvendes allerede i konkrete beslutningsprocesser i Gentofte Kommune, blandt andet inden for byudvikling, renovering, cirkulære indkøb og kommunens klimaindsatser. Samtidig er TORUS på vej ud til flere kommuner gennem workshops og erfaringsudveksling, så endnu flere offentlige organisationer kan arbejde mere helhedsorienteret med bæredygtige beslutninger.

#### Vil du også teste Torus eller blot vide mere?

- **Kontakt Dennis Lisbjerg - se nedenfor.**
- [Download onepager om TORUS](https://cebw.silkeborg.dk/p/Subsites/Circular Economy Beyond Waste/Materialer/TORUS-onepager.pdf "Download onepager om TORUS")

* * *

### **Lead**
Gentofte Kommune

* * *

## Projekter om forebyggelse af affald

**Vi skal sætte en stopper for affaldet, før det bliver til affald. Vi vil skubbe til vores forbrugsvaner, skabe cirkulære modeller for offentlige indkøb og stile mod flergangs- frem for engangsprodukter.**

                            [Se alle CEBW’s projekter om forebyggelse](https://cebw.silkeborg.dk/MOLIRIPAGE/38bc954e-e0a8-44e5-806f-5c7df9f9a6f4)

## Materialer udviklet i C6.2

- [Sådan måler vi cirkularitet](https://cebw.silkeborg.dk/p/Subsites/Circular Economy Beyond Waste/Materialer/C6.2-A-calculation-tool-for-measuring-the-degree-of-circular-economy-effects........pdf "Sådan måler vi cirkularitet")
- [Onepager om beslutningsstøtteværktøjet TORUS](https://cebw.silkeborg.dk/p/Subsites/Circular Economy Beyond Waste/Materialer/TORUS-onepager.pdf "Onepager om beslutningsstøtteværktøjet TORUS")

## Vil du vide mere om C6.2?

### Dennis Lisbjerg

Chefkonsulent, Miljø- og klimaøkonomi, Gentofte Kommune

Telefon: 5184 2146

E-mail: dlis@gentofte.dk
