---
title: "Plastik-loop er en kæmpesucces i Randers"
description: "Virksomheder er gået sammen om at genanvende plastik lokalt - kommunen er mellemmand."
date: "2026-09-08"
created: "2026-09-08"
---

[Hjem](https://cebw.silkeborg.dk/)

                    [Nyheder](https://cebw.silkeborg.dk/nyheder)

                [Plastik-loop er en kæmpesucces i Randers](https://cebw.silkeborg.dk/nyheder/plastik-loop-er-en-kaempesucces-i-randers)



# Plastik-loop er en kæmpesucces i Randers

Virksomheder er gået sammen om at genanvende plastik lokalt - kommunen er mellemmand.

![](https://cebw.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7d81a37e-848d-445b-8767-3703141c9086?width=800)

Opskriften på at gøre affaldsplast fra én virksomhed til en råvare, som en anden virksomhed kan bruge i sin produktion, handler om at bringe virksomheder og mennesker sammen, som ikke ved, at de har et potentiale til at kunne hjælpe hinanden.

Det har i en årrække været den enkle opskrift på succes, som erhvervskonsulent Helle Bjerg Hellesøe i Randers Kommune har arbejdet efter som en del af CEBW-projektet [“Modning af det cirkulære marked for plastik”](https://cebw.silkeborg.dk/projekter/genanvendelse/c9-modning-af-det-cirkulaere-marked-for-plastik).

Det er nemmere sagt end gjort, og der skulle gå et par år, før det lykkedes. Men pludselig en dag sidste år kom der handling bag ordene. Og faktisk mere end det, fordi aftageren af det genanvendte plastaffald faktisk er den samme virksomhed, som producerer affaldet.

I dag er det nye plastik-loop i Randers en realitet, som alle er glade for. Plastaffald fra en produktion af termoposer bliver nu blandet og behandlet med andre virksomheders plastaffald. Herefter bliver blandingen formstøbt til nye håndtag, som monteres på termoposerne hos den virksomhed, som leverer plastaffaldet.

Resultatet er bedre og grønnere termoposer og nul plastaffald.

“Min opgave har ikke været at vide noget om plast og råvarer, men at bringe virksomheder sammen, som ikke vidste de kunne hjælpe og bruge hinanden. Det er lykkedes på en helt fantastisk måde med det nye samarbejde omkring plasthåndtagene,” fortæller Helle Bjerg Hellesøe.

Efterfølgende har hun oplevet en stor interesse fra andre virksomheder, der har hørt om det nye Randers-loop, og som gerne vil prøve at gå samme vej.

![](https://cebw.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/98cdefd6-6cd1-471b-9aa3-36cd8af28376?width=800)

*Fra affaldsplast til granulat til nye håndtag på termoposer. Alt sammen fra Randers.*

**Tager foto ved tilsynsbesø** **g**

“Det vil være dejligt, hvis flere virksomheder finder sammen og udnytter hinandens affaldsplast eller andre former for affald, der kan genanvendes. Det er her vi som kommune har en vigtig rolle, fordi vi bruger tid på at kortlægge, hvilke affaldstyper de enkelte virksomheder har i vores lokalområde. Det betyder, at vi lynhurtigt kan se, hvilke typer affald de enkelte virksomheder har og på den måde sætter relevante virksomheder i kontakt med hinanden”, fortæller Helle Bjerg Hellesøe.

Der er flere forskellige måder, Helle Bjerg Hellesøe og hendes kolleger har skaffet sig viden om virksomhedernes plastaffald på. En af metoderne er at samarbejde med andre afdelinger i kommunen, som besøger de lokale virksomheder i andre sammenhænge.

“Vi har fx et samarbejde med nogle af de medarbejdere, der er på tilsynsbesøg hos virksomhederne. Vi har udviklet et skema, som de har med, hvor de kan registrere, hvad de ser i virksomhedernes affaldscontainere”, fortæller Helle Bjerg Hellesøe.

Ofte bliver der også taget et par fotos af indholdet af affaldscontainere, som Helle og kollegaerne efterfølgende kan analysere og registrere som muligheder i et kommende plast-loop.

“Det er en meget håndholdt og lavpraktisk måde at arbejde på, men det virker”.

**Flere virksomheder hj** **æ** **lper med r** **å** **varer**

Den aktuelle succeshistorie med termoposerne, der har fået plasthåndtag af genbrugsplast, viser også, at der ofte skal flere end to virksomheder til at skabe et godt plast-loop.

En del af succeshistorien handler nemlig om, at der faktisk er involveret en del virksomheder i loopet. Det var helt nødvendigt for at få det til at lykkes.

![](https://cebw.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/6ef3cb82-6a45-4f8c-b322-a88c7167f23b?width=800)

*Mange lokale aktører har lagt en stor indsats for at få plastikloopet til at fungere.*

Combi-Therm Consumer i Randers, som er den virksomhed, der producerer termoposerne, har hidtil sendt deres plastaffald til genanvendelse andre steder, så det ikke skulle brændes af. Og faktisk er deres plastaffaldsmængder på 25 tons slet ikke nok til den nye genbrugsproduktion af formstøbte håndtag. Her er der brug for 100 ton affaldsplast, for at produktionen kan lade sig gøre.

Det er her, en anden lokal virksomhed kommer ind i billedet, nemlig Dansk Affaldsminimering. Deres speciale er at gøre affaldsplasten klar til ny produktion. Og i den konkrete sag har deres opgave og rolle også været at skaffe de manglende 75 ton affaldsplast fra andre virksomheder i lokalområdet.

Det er derfor produktionsspild fra andre lokale virksomheder, der på den måde understøtter det nye ressourceflow. På den måde får mange virksomheder del i det nye loop, fordi rigtig meget plast slipper for at ende som affald.

Sidste led i kæden er Randersvirksomheden MV Plast, der også tidligere har samarbejdet med Dansk Affaldsminimering, hvilket betød, at de hurtigt kunne komme i gang med produktion af plasthåndtag.

Læs mere om arbejdet i en artikel fra Teknik og Miljø:

https://issuu.com/ktc-teknikogmiljo/docs/teknik_milj_-_april_2026
